• Dyrlæge Birgitte K. Andersen

    Jeg hedder Birgitte Kubstrup Andersen og har været dyrlæge siden 2001. Jeg har valgt dyrlægefaget primært på grund af, at jeg elsker at arbejde med dyr. På den måde har jeg gjort min hobby til mit arbejde og synes at arbejdet som dyrlæge er meget givende. Jeg har en stor kærlighed til dyr og jeg finder glæde i at kunne hjælpe dem.

    I min studietid har jeg suppleret undervisningen med at være ude og se verden bl.a. som praktikant hos en dyrlæge i Zimbabwe og som studerende på hesteafdelingen på Davies University i Californien. Meget af mine ferier gik med praktik hos dyrlægen på min hjemegn Lemvig. Jeg afsluttede mit studie med at skrive speciale om hvinske hopper. Resultatet af specialet har senere dannet grundlag for nye metoder til diagnosticering og behandling af hvinske hopper.

    Fra 2001 til 2012 har jeg været ansat på Dyrehospitalet Gråsten I/S, hvor jeg primært har arbejdet i hesteafdelingen men også har haft en fast dag om ugen på smådyrshospitalet. I forbindelse med vagtarbejde har jeg behandlet alt fra slanger til køer og elefanter, men min hovedinteresse og største kompetencer ligger på heste- og smådyrsområdet.

    Videreuddannelse har altid haft en stor prioritet for mig og jeg har deltaget i mange kurser og kongresser i ind- og udland for at dygtiggøre mig indenfor mit fag. Jeg er uddannet Fagdyrlæge vedrørende sygdomme hos hest. Uddannelsen er en 2- årig overbygning på dyrlægeuddannelsen, som omhandler alle områder indenfor hestepraksis. Det er et krav fra Den danske dyrlægeforening, at fagdyrlægen kontinuerligt holder sig opdateret indenfor sit fagområde og dermed også en slags garanti for hesteejerne om dyrlægens faglige kunnen. Jeg har afsluttet uddannelsen med at skrive hovedopgave om øjenlidelsen recidiverende uveitis hos heste.

    Den 1.maj 2012 åbnede jeg min egen praksis, som i starten var en enmandspraksis udelukkende baseret på hjemmebesøg. Der er imidlertid sket meget; vi er nu tre dyrlæger, en veterinærsygeplejerske og en assistent, og som supplement til hjemmebesøg har vi nu også åbnet en smådyrsklinik i Broager.